Interview: Kan regnvand løse sociale udfordringer?

Der findes byrum, som er domineret af bestemte grupper. Og der er byrum, som evner at trække mange forskellige grupper ind. Professor Gitte Marling og professor Hans Kiib fra Aalborg Universitet skal undersøge, om klimatilpasning kan skabe byrum for større social og kulturel udveksling i forstaden.

Gitte Marling og Hans Kiib har i mange år været dybt optaget af sammenhængen mellem fysiske forandringer og det levede liv. Når regnvandshåndtering løftes op over jorden bliver tekniske og infrastrukturelle projekter pludselig også interessante for byforskere. 

Hans Kiib forklarer: "I Kokkedal er det først og fremmest interessant at undersøge, hvordan infrastrukturelle investeringer relaterer sig til bytransformation og byudvikling. Investeringerne i forstæderne har typisk båret præg af at være sociale investeringer, hvor fokus primært har været de socialt belastede boligområder og det manglende byliv. Ved at tage udgangspunktet i vandet som værende et infrastrukturelt element, der går på tværs af boligområder, offentlige og private rum kobles en hel bydel sammen. Hvordan dét fungerer, er et interessant forskningsemne."

Gitte Marling uddyber: "Det er i det hele taget interessant, når infrastrukturelle projekter bliver til mere end bare tekniske projekter. Når infrastrukturen får en anden rolle, når det fysiske spiller sammen med den sociale indsats, går projektet fra at være teknisk projekt til at være et byprojekt, som har potentiale til at skabe forandring og transformation."

Grundliggende synes de to forskere, at det er interessant at se på, hvordan sammenkobling mellem infrastrukturelle projekter og sociale indsatser kan udgøre en forandringskraft i byerne. Hans Kiib: "Som vi ser i Kokkedal, kan man, hvis man kobler de mange forskellige investeringssider også lave om på nogle ting og det er interessant for os som forskere og arkitekter, at der findes andre løsninger på at løfte et byområde, end udelukkende den sociale indsats.



Krigszoner og fredszoner

En af erfaringer fra Kokkedal er bl.a., at der er steder og byrum, som mange går helt udenom:  

”Vi har mødt en lille skoledreng, der karakteriserede Kokkedal som opdelt i en fredszone og krigszone. Når en dreng på 12 år siger, at der er fredszoner og krigszoner, så er det hans måde at fortælle, at der er steder i hans by, hvor han skal lade være med at komme. Selvom det selvfølgelig ikke er alles oplevelse af Kokkedal, så synes jeg, at det er ret stærkt, når børn kan sætte sådan nogle ord på det sted, de bor. Det gjorde et stort indtryk på mig,” siger Gitte Marling. 

Infrastruktur som social løftestang

De næste fire år skal forskerteamet undersøge, om klimaindsatsen har en positiv social effekt på hverdagslivet i Kokkedal og beboernes oplevelse og brug af de offentlige byrum: 

”For os som forskere er det først og fremmest interessant at se på, hvordan infrastrukturelle investeringer hænger sammen med byudvikling. I de seneste år har der været stort fokus på forstadens potentialer og udfordringer med socialt belastede boligområder og manglende byliv. Og det har vist sig ofte at være rigtigt svært at gøre noget ved forstaden, hvis man ikke har en investeringsside med. I den kontekst kommer klimatilpasning ind som en lille gave, fordi regnvand pludselig bliver et investeringsområde, der kan bidrage til at løfte de sociale problematikker, som vi har arbejdet med i mange år. De fysiske strukturer er med til at låse et steds sociale konstruktion, og derfor kan transformation af de fysiske rammer og etableringen af ny infrastruktur også være med til at bringe forstaden ud af en låst social situation og ændre oplevelsen og brugen af et sted. På den måde giver Kokkedal-projektets kobling mellem byliv og regnvandstekniske løsninger os nogle nye faglige perspektiver på det sociale,” siger Hans Kiib.

Vandets potentiale for at samle

Forskerteamet peger på, at vand kan noget særligt i forhold til at bringe forskellige grupperinger og livsformer sammen og derved understøtte det offentlige rums potentiale for at udgøre rammen om social og kulturel udveksling: 

”Med klimaindsatsen kommer regnvandet op til overfladen, og derved skabes der basis for, at de offentlige byrum kan tale til meget forskellige mennesker. Vand kan på en eller anden måde noget magisk; det bevæger sig, det klukker i sollyset, og det forandrer sig sommer og vinter – dag og nat. Det er et levende element i byrummet, der giver en æstetisk oplevelse, der taler til rigtigt mange af kroppens sanser. Vandet har på den måde potentiale i forhold til at skabe byrum, som folk uanset hudfarve og aldre kan mødes omkring.” siger Gitte Marling. 

I fremtidens Kokkedal skal op til 95 procent af regnvandet håndteres på overfladen – en omfattende etablering af ny infrastruktur og regnvandstekniske løsninger, som vil skabe nye overflader, byrum og pladser på tværs af offentlige og semi-offentlige byrum: 

”Projektets vision er, at vandet vil få folk til at bruge byrummene mere aktivt, enten til sport eller til ophold. I den proces går man fra at designe et fysisk sted til at konstruere de offentlige og halvoffentlige steder socialt. Alle har et forhold til vand.” forklarer Hans Kiib.

Regnvand kan ikke løse alt

Forskerteamet tror dog ikke på, at vandet alene kan løse alle de sociale udfordringer i Kokkedal: 

”Vi er heller ikke naive. Hvis man skal løfte bylivet med vandet, så kan vandet ikke gøre det alene. Der er masser af eksempler på smukke byrum, som folk ikke bruger. Det er ikke nok, at importere marmor fra Kina, hvis der ikke er lokalt ejerskab til byrummet. Derfor er det vigtigt, at fx butikkerne, kommunen og skolen forstår, at de godt kan bruge de nye byrum til hverdagsaktiviteter som fx markeder eller idrætsundervisning. Den sociale organisering og erobring af rummet skal med,” fortæller Gitte Marling. 

Det er netop denne sammenhæng mellem byrummenes design og hverdagsbrug, som Gitte Marling og Hans Kiib skal evaluere effekterne af, når klimaprojektet står færdigt i 2018:

”Det bliver interessant at se, om beboerne i Kokkedal har ændret deres hverdagspraksis. Det er interessant hvis klimatilpasningsprojektet kommer til at betyde, at nogle af de steder, som i dag enten ikke bliver brugt eller er domineret af bestemte grupper, udvikler sig til mere offentlige domæner, det vil sige rum, hvor folk med forskellige kulturer mødes og gør noget sammen - leger, handler med hinanden eller hvad der nu er oplagt at gøre på det sted. Det er interessant at undersøge, hvad det så er for nogle faktorer, der er afgørende? Hvad skal der til for, at et byrum ændrer karakter til at være et trygt sted til et sted, hvor man faktisk godt vil være og sætte sig ned? Det er naturligvis ikke sådan, at de basale konflikter kan løses med nye designs, men det bliver utroligt interessant at se, om vandet kan løse noget af den frygt og usikkerhed, som er i Kokkedal i dag, og få de forskellige grupper til at mødes og tage ejerskab til det offentlige rum” slutter Gitte Marling.